Fra 'Meddelelser fra Entomologisk Selskab for Fyn' Nr.1 2004
Af Otto Buhl


I året 2002 har dagspressen, foranlediget af en undersøgelse Landbohøjskolen har udført, haft fat i ovennævnte plante med følgende overskrifter ”Dødbringende bregner” og ”Bregner truer grundvandet”. –
Der skrives jo meget i ”agurketider” !!
Landbohøjskolens undersøgelse har vist at flere af plantens kemiske forbindelser, bl.a. et stof med betegnelsen ’ptaquilosid’ er meget lidt biologisk nedbrydeligt, og derfor siver det næsten uhindret ned i grundvandet.

Ørnebregne udmærker sig ved at være en høj bregne og kan danne næsten uigennemtrængelige bregneskove på op til mellem 2-3 meters højde på optimale voksesteder. Jordstænglerne findes ned til ½ meters dybde og er ofte meget forgrenede og danner et indfiltret net. For enden af hver jordstængelgren sidder et bladanlæg, der sender en lodret bladstilk i vejret. Det er nærmest umuligt at skelne de enkelte individer i en bestand af ørnebregner fra hinanden.

Den fremherskende formeringsmetode er vegetativ deling af jordstænglen ved forstyrrelser på voksestederne fx i form af skovrydning, vildsvins roden i skovbunden, stormfald eller vejanlæg, hvorved planten hurtigt kan spredes og danne store bestande i især birkeskov og egekrat; men også på åbne steder som heder og moser. Det kan dog tænkes, at sidstnævnte voksesteder førhen kan have ligget i skovområder.


Parti fra Slipshavn Skov med ørnebregner (P. aquilinum ), 20.ix.2003.
Foto OB.

Til forsvar indeholder Ørnebregne en række forskelligartede kemiske forbindelser, foruden et forsvar med ekstraflorale nektarier der lokker myrer til ved udskillelse af sukkerstoffer, hvorved insektangreb nedsættes, da myrer er rovdyr.

Flere af de kemiske forbindelser i planten fx cyanogene glykosider og tanniner er giftige for såvel mennesker som dyr, mens andre er fordøjelseshæmmende. Det tyder således på meget fin tilpasning, når følgende sommerfuglearter kan have denne bregne som værtsplante, på trods af plantens relativt store indhold af giftige stoffer:

0030 Pharmacis fusconebulosa (DeGeer) – larven i/på rødder (stor primitiv micros)
0967 Monochroa cytisella (Cr.) – larven danner galle i bladstængel (micros)
2431 Petrophora chlorosata (Scop.) – livlig larve på blade (måler)
3137 Callopistria juventina (Stoll) – larven på blade, hvor den overvintrer i spind (ugle).

Nogle forbindelser forbliver i de visnende blade eller udskilles i omgivelserne. Stofferne nedsætter andre planters muligheder for at spire på ørnebregnens voksested, men kemien rammer samtidig dens egne forkim. Dette sammen med bladenes skyggevirkning og svært nedbrydelighed fremmer dog ørnebregnens konkurrenceegenskaber.

De fuldt udviklede blade vrages af græssende husdyr og hjortevildt på grund af indholdet af de kemiske stoffer, mens nye blade sjældent kan blive græsset, hvis man er sulten nok.

I tidligere tider - de såkaldte ”gode oldgamle dage” - har de tørrede blade været anvendt som erstatning for sengehalm, hvilket kan tænkes at have været velegnet kemisk krigsførelse til at holde bl.a. lopper og andre ubehageligheder på afstand. Måske var det en ide at genindføre mod sengemiden?

Trods naturens kemiske krig kan et par små blomstertæger (Miridae) på 2-4 mm også leve på bregner.
Det drejer sig især om Bryocoris pteridis (Fall.) der kan findes på Ørnebregne fra juli til september og overvintrer som æg. Tægen optræder som både brachypter (kortvinget) og macropter (langvinget) hos begge køn. Den findes ikke så udbredt som sidstnævnte art og foretrækker et mere skyggefuldt miljø. Den kan findes sammen med arten Monalocoris filicis (L.) – et kort og bredt dyr - der overvintrer som imago. Arten er altid macropter og nye individer kan træffes fra juli. Arterne er så små, at de umiddelbart kan minde om småbiller eller nymfer af andet.