artikel
Tarup-Davinde Grusgrave Naturovervågning 2013

Østsiden af område nr. 9 'Hånden' - 07.06.2013.
Foto OB
Ovenstående billede er samme motiv som vist på billedet side 5, blot taget fra et område lidt længere mod syd, så hovedstien (på tværs), der fører syd om Trekløversø, er kommet med på billedet. Hovedstien og den nylavede sti, der på billedet løber pænt slyngende i østsiden mod nord ud på 'Hånden' er blevet nydeligt slået i golfstil; tænk om man skulle gå hen og få lidt blomsterstøv eller sågar en uhyggelig skumcikade på sine pæne sko! Det skal naturligvis forhindres, og den pæne ørkenagtige monogræsplæne fra haven bør have større udbredelse.
Naboen, hvis ejendom ligger ned til 'Hånden' havde taget sig den frihed, ud gennem en åbning ind til sin egen græsplæne, at slå disse golfgræsstier ud over 'Hånden' med sin plæneklipper.
Denne nye stil = 'småborgerlig pænhedssyndrom' syntes naboen skulle indføres, så man kunne føle sig helt tryg ved at færdes i den fantastiske og ubehagelige 'vilde danske natur'. Det er en udvikling borgerne lærer ved at studere, hvordan landets kommuner plastrer naturen til med grusbelagte stier og helst med slåede rabatter og skrænter, så naturen ser pæn og nyfriseret ud, som haven derhjemme - Man vil også gerne lave stier, der fører helt ud i de mest artsrige og bevaringsværdige lokalitetstyper, så borgerne kan se naturen, skønt de ikke aner, hvad de skal kigge efter. Artsdiversiteten kan hurtigt lide under det, hvis omtanken mangler.
Dette viste vanvittige projekt er heldigvis blevet stoppet, men er desværre et typisk eksempel på manien for slåning. Kommunerne mener stadig, man udfører 'naturpleje' ved at foretage slåning, og så er alle glade.


Begivenheder
Navigation